Af Kitandra Sorovich
Da jeg først samlede Bambolin op fra den lille landsby hvor han var født, viste han ingen af de evner der senere skulle gøre ham så berømt. Først fik han kun lov til at følge med fordi jeg følte at hans barnlige forelskelse i mig var smigrende og lidt sød på en speciel måde.
Det hang også sammen med at jeg havde ret travlt med at komme ud af byen, og da Bambolin befriede mig (Friedrich von Karisten havde svinebundet mig i en lade) følte jeg at jeg måtte gøre ham en tjeneste. Bambolin var dengang intet andet end en ussel frændeløs dreng der havde levet de første år af sit liv som slave i Uthien. Han var ranglet, klodset men han besad dog en lille smule af den charme der senere skulle vise sig at være hans stærkeste våben.
Bambolin havde stjålet en pony som kun lige akkurat kunne følge med min Serconianske ridehest, og det viste sig at være et problem da Friedrich og hans marodører forfulgte os gennem Nogurnskoven. Det var fuldmåne og der var ikke en sky på himlen. Det var uheldigvis til Friedrichs fordel, da han var meget ivrig efter at indhente sin tabte brud, det vil sige mig, og bringe hende tilbage til sin fæstning. Det var et af de eneste punkter jeg virkelig ikke kunne udstå hos Friedrich, hans trang til at blive gift med mig uanset prisen.
For at gøre en lang historie kort så endte jagten gennem skoven med at jeg lå svinebundet i en lysning. Friedrich sad og grinede over mig, og hans mænd var ude at lede efter Bambolin. Friedrich gjorde et stort nummer ud af at fortælle mig hvor meget han ville nyde at torturere Bambolin efter det han havde gjort ved hans yndlingshest. Det skal her siges at ingen af de rygter der går om Friedrich og hans heste er sande, han var bare meget glad for sine heste.
Efterhånden som tiden gik blev Friedrich mere og mere bekymret eftersom ingen af hans mænd kom tilbage. Det var en fryd at se ham begynde at svede koldsved som tiden gik. Friedrich blev faktisk helt panisk til sidst. Det endte med at han holdt en kniv for struben af mig mens han råbte på Bambolin.
Han blev heldigvis så panisk at Bambolin uden de store problemer kunne snige sig ind bag på ham og lange ham en i nakken med en trækølle. Sådan gik det til at Bambolin og jeg følte os nødsaget til at slå følge og komme ud af Utien så hurtigt som muligt.
