Monstre

	Kelpien En historie, som mødrene fortæller deres børn for at holde dem væk fra de vilde heste, er den om kelpien. En kelpie er en vandånd, som antager hesteskikkelse for at lokke intetanende mennesker til sig. Så snart en person har sat sig på dens ryg, kaster kelpien denne af på dybt vand og fortærer alt undtagen leveren. Således er den værste historie om fyrst Affrons tre små piger, der en eftermiddag legede ved en lille sø nær paladset. Pludselig så de en køn, ung hest, der græssede ved søbredden. Begejstrede stimlede pigerne sammen omkring hesten og ville alle op og ride på den. Deres barnepige lod dem alle tre stige op på hestens ryg, men knapt havde den sidste sat sig til rette, før hesten dykkede ned i søen. Det eneste, der vendte tilbage til landjorden, var deres indvolde, og der var ikke længere nogen til at føre fyrsteslægten videre. Achishi Achishi var en midaldrende kvinde, der levede sammen med sin mand og børn på hestefolkets slette. De var højt anset hos de andre hestefolk og levede et respektabelt liv blandt flokken. Achishi var en fortryllende kok og en tro hustru og fortjente en langt bedre død end den, hun fik. For en aften, hvor hendes mand var ude at jage og hun var gået ned til floden for spille på sin lille tromme, blev hun overfaldet af en serconsk tyvebande. De torturerede og voldtog hende, inden de dræbte hende med utallige knivstik. Achishi fik således ikke en værdig død og derfor kommer hendes ånd frem om natten. Iført en laset kjole af dyreskind og med en lille tam-tam tromme vandrer hun på sletten for at lede efter sine drabsmænd. Hendes stemme er lige så uhyggelig som ulvenes tuden, og alle, der hører hende synge ved, at døden snart vil komme til dem eller deres familie. Den eneste måde, hvorpå man kan beskytte sig mod Achishis dødssang, er at bære en rød klædning eller røde perler. Rødhue Enhver ved, at der dybt inde i skovene og i højene lever småfolk, der både kan bringe sorg og glæde i menneskenes liv. Oftest bliver nisserne betragtet som gode småfolk, mens gnomerne er de onde. De værste gnomer er Rødhuerne, der lever i ruinerne i Utien. Det siges, at Rødhuen jager rejsende og dypper sin hue i det blod, de mister. En Rødhue ligner lidt en grim, gammel mand med langt gråt hår og skæg. Han har glødende røde øjne, modbydelige ørnekløer og tunge jernstøvler. En Rødhue skal man altid undgå, men bliver man alligevel fanget af en, kan man kun undslippe ved at citere nogle af Izyx' bønner eller ved at vise ham et helligt symbol. En utisk handelsmand skulle efter sigende have holdt en Rødhue som tjenende ånd, der holdt hans fjender væk, men det passer nok ikke... Barbegazi Det fortælles, at der i bjergene mellem Utien og Isfolket lever et gnomlignende folk, der af Isfolket kaldes barbegazi. De bor i huler og tunneler i de øverste dele af tinderne og er kun blevet set få gange af mennesker. De er meget sky og kommer kun frem, når frosten bider kraftigt eller når vinterstormene tvinger de rejsende væk fra de højeste bjergtinder. Barbegazierne kan genkendes ved at de er små, og deres skæg og hår er dækket af istapper. Deres fødder er så store, at de virker som snesko, og de kan således færdes i bjergene med usædvanlig fart. Derudover bærer de hvide pelsklæder, der gør dem usynlige i sneen. Som sagt er der meget få mennesker, der nogensinde har set en barbegazi, men man tror, at de hjælper folk, der er blevet fanget i sneen. Flere rejsende har fortalt historier om, hvordan de var faret vild i bjergene under en snestorm. Da det så mest håbløst ud, hørte de pludselig en svag fløjten eller tuden i det fjerne, som de gik efter. Kort tid efter, at de havde fjernet sig fra området, var en lavine sat i gang og det var derfor med nød og næppe, at de var kommet væk. Barbegaziernes fløjten har flere gange ledt mennesker gennem selv de værste vinterstorme. Isfolket har et par gange fanget en barbegazi og taget den med hjem til landsbyen, men de kan ikke overleve, når temperaturen når over frysepunktet. Derfor er det kun en tåbe, der går ud i bjergene for at fange barbegazier, der af Isfolket betragtes som dyrebare beskyttere. Barcak En husånd, som mødrene ofte truer de uartige børn med. Sagnet siger nemlig, at barcakken sidder oppe i røghullet og lytter efter ulydige børn hele dagen. Når de endelig er kommet i seng, kravler han ned og trækker dem i ørerne og næserne. Derefter giver han dem mareridt ved at løfte deres øjenlåg og skælde dem ud ind i øjnene. Strør man lidt salt på ilden inden sengetid, vil barcakken som regel holde sig væk.