Sangen er skrevet af Anissi Thorndal med musik af Caroline Enghoff.
Så smuk den elverpige gik,
med hår som spundet guld.
Ej nogen lyd kom fra den jord,
hvor foden hendes trådte,
hurtig som vinden hun fløj af sted,
men sagtnede stille farten.
Bag hende kom, med stille klov,
en faun så høj og lærd,
hans sind var tyst, hans kære gik,
på letten tå foran ham.
En læremester var den faun,
al visdoms kunst han besad.
Men al den lærdom, tabt den gik,
for hjertet hans tog nu magten.
Følelse, som han ej kendte til
hans hjerte havde grebet.
Hun stopped' op og øjned ham,
med undren i sit blik.
"Mester, hvorfor går du mon her?"
de ord i luften hang.
Da svared' han, med sorgens blik,
et blik, hun straks forstod.
Hun vendte om, hun løb sin vej,
i skovens mørke skygger.
Bag hende stod den lærde faun,
med blikket så sort som natten.
En sagte nynnen hørte han da,
hun stod bag ham alt igen.
"Før månen tager solens plads,
for evigt borte jeg er"
Et liv var gået, et andet begyndt,
men ingenting det betød.
På bakken stod den faun endnu,
han håbed' hend0e at skue.
Rundt om ham stod en verden i flor,
men selv var han
forstenet. Nymfrene dansed', blomster sprang ud
og elverfolket bestod.
Men hun var væk, og så er vi,
når faunen vender sit blik.
