Livsmager

	Dagens første solstråle reflekteredes dovent i det lille vindue, hvis ramme var udskåret som et sindrigt mønster af blomster, der vævede sig ind og ud mellem hinanden. Solstrålen ramte en seng langs den ene væg i soverummet, og vandrede op mod hovedenden, i et mageligt tempo, der så glimrende passede til denne morgen - magelig, behagelig men med lovning om at noget stort skulle ske. Til sidst nåede solstrålen et ansigt, og det var som om den fulgte de fine konturer i huden; de små smilehuller ved munden, de stærkt markerede og alligevel bløde kindben og endelig de fine linjer omkring øjnene. Ata slog langsomt sine øjne op, og et smil bredte sig i hendes ansigt, mens hun strakte sig - et smil der rivaliserede solstrålen i varme. I dag var det endelig den dag hun havde ventet på og glædet sig til så længe, ja faktisk siden før hun var igennem sin passage til voksenlivet. Normalt havde man et år til at finde en mage, efter man var overgået til de voksnes rækker, men Ata havde vidst hvem hun ville have lang tid før. Hun vendte blikket mod vinduesrammen med blomsterudskæringerne - en gave fra ham, en gave hun havde fået dagen før de sammen med Maneren spurgte fylgierne til råds. Og Gerani, den gamle maner havde smilet, som Ata selv smilede nu og nikket. I aften var månen nået gennem en fuld cyklus siden da, og de havde ikke måttet tale sammen siden, men i aften skulle han endelig - endelig blive hendes: Kor. Ata var selv en af de få kvindelige jægere i stammen, og det var sådan de havde mødt hinanden - på jagt. En ren var blevet borte fra sin flok, og hun havde fulgt den så længe at mørket var ved at falde på. Den var til slut faldet til ro, ved en klippeskrænt med nogle mørkebærbuske, som den var begyndt at spise af. Hun havde lige villet lidt tættere på, og så var det hun så ham komme snigende fra den anden side. En ung, høj jæger, med sit mørke hår samlet i en hestehale og klædt i skind fra tidligere togter. I det samme så han op og begge deres pile fløj fra buerne og gik langt over målet. Først havde de skældt hinanden huden fuld, men til sidst var først han og så hun knækket sammen af grin over situationen og de havde måttet finde deres vej tilbage til borgen sammen, i mørke. Derefter havde de set meget til hinanden og til sidst var de så gået til Gerani, og nu var hun her. Hun svøbte den hvide bjørnepels omkring sig og stod ud af sengen. Normalt skulle hun have været oppe og af sted for at se til fælderne for længst, men i dag var hun fritaget. På den ene side ærgrede det hende lidt - hvordan skulle hun få tiden til at gå til i aften? Men på den anden side nød hun det også; tankerne om alt det der skulle ske ville fylde hendes hoved hele dagen. Festen, hvortil de havde jaget finvildt hele ugen og som samlerne havde været vidt omkring for at finde de rigtige bær og urter til. Dragten, som hendes mor havde syet af skindet fra de kridhvide rener og hendes skørt og slag, der var vævet af de fine bomuldsplanter sydfra, og broderet med den sølvglinsende tråd, der kom fra sølvspinderedderkopperne. Ikke at forglemme ritualet, til sidst, hvor Gerani forevigt ville binde dem sammen gennem deres Lori. Døren gled op da hun skubbede til den og hun blev mødt af det syn hun elskede så højt. En klar himmel stod over Borgen, som altid havde været hendes hjem. Huse af sten, nogen steder bygget omkring et træskelet, men altid med den udskårne gavl, der viste hvem der boede hvor - Orik og Lanias ørnehoved, gamle Eris udstrakte hånd - alle sammen var de nypolerede i dagens anledning. De små unger løb rundt i gaderne med deres trillesten eller med kviste, der skulle forestille alt fra krigernes våben til syernes nåle. Der var ikke mange voksne i gaderne; de fleste havde travlt med deres pligter, men inden dagen var omme vidste hun at gaderne ville fyldes af folk, der spiste og sang. Hun kastede et blik på sit eget hjem - fra i morgen skulle hun flytte til det hus som Kor havde arbejdet på siden fylgiernes godkendelse. Hun havde mærket sine egne fylgier i nat. Drømme om børn, om familiens videreføres havde besøgt hende. Lidt efter gik hun ind igen. Morgenluften var frisk, men blev hurtig for kold, selv for en som havde levet i den hele sit liv, hvis man ikke var klædt ordentligt på. Efter at have fået dagklæderne på; den almindelige skinddragt, gik hun hen til den lille reol, der stod langs endevæggen. Reolen var hugget i sten, som det meste i huset var det, eftersom hendes far var stenhugger - og endda en af de bedre. Bag en skål på nederste hylde tog hun et lille skind frem og pakkede det forsigtigt op; der var stadig noget hun manglede at nå inden aftenen kom. Inden i skindet lå en bjergkrystal på størrelse med Atas tommelfinger. Den var indfattet i en kæde af sølv, som hun havde byttet sig til, da de handlende fra nabostammen var kommet til Borgen sidst. Bjergkrystallen var udskåret i bittesmå facetter hele vejen rundt, men den glintede stadig mat. Inden i aften skulle den funkle om kap med de klareste stjerner. Hun fiskede slibestenen, som var den fineste hendes far havde, frem fra et andet skind og tog nænsomt krystallen op og gik i gang med pudsningen. Det var et arbejde, der krævede tid, men ikke den store nøjagtighed; det svære var at skære facetterne - en perfekt beskæftigelse til i dag� Færdig! Sigryn pilede hen til sin mor og fremviste det tørklæde hun havde syet. Det var af et fint brunt stof, som moderen havde haft liggende fra sidste års karavaneindkøb. På det var der broderet små hjorte, der stod og græssede. Sigryn havde arbejdet på det hele ugen, og hun havde været bange for at hun ikke havde kunnet nå at blive færdig til om aftenen, som var den store aften. Hendes mors søsterdatter; Ata, skulle giftes. Og hun havde spurgt om Sigryn ville bære hendes konegave frem - Konegaven! Det var en helt særlig gave som konen gav til manden, fordi de skulle giftes - det havde hendes mor sagt. Ata havde brugt meget lang tid på at lave den, og nu skulle hun - Sigryn - bære den frem foran Gerani, så Maneren kunne se at Ata gav den til Kor. Derfor skulle Ata også have noget ekstra fint af hende, og det var af den grund at hun nu var så glad over at tørklædet var blevet færdigt. Derfor, og så fordi hun nu kunne nå at pynte sig til i aften. Det var sjældent at man havde tid til at pynte sig, men i aften - det skulle blive helt fantastisk. Moderen nikkede anerkendende og roste det flotte stykke arbejde og Sigryn sprang afsted igen, for at komme hjem og finde hendes festdragt. Freida smilte da hun så sin datter løbe. Hvor måtte hun være spændt - det var det første bryllup, der havde været mens hun var gammel nok til at forstå hvad der skete. Selvfølgelig forstod hun ikke alt endnu, men alligevel. Selv var hun selvfølgelig også spændt, men det var på en anden måde. Sammen med Atas og Kors mødre havde hun stået for at koordinere arrangementet - hun var syer og tilogmed brudens søstermor. Den sidste tid havde hun og de andre syere brugt det meste af tiden, også om aftenen, når de plejede at stoppe, på at blive klar. Det var en god fornemmelse at få det hele til at klappe. Selve arbejdet føltes også ekstra godt, når man vidste at de ting man gjorde, ville blive indviet med glæde og sang. I forvejen nød hun det. Mens jægerne for rundt og skaffede mad, sad de herhjemme i syhallen og hyggede. Der blev fortalt historier mens de syede, både de gamle historier, men så sandelig også historier om hvad der skete rundt omkring på Borgen. Og når folk kom for at få noget ordnet skete det også at de blev hængende lidt og kom med deres bidrag af nyt. Midt på dagen lavede de varm te af urterne og om aftenen kom jægerne tilbage med friskfangede dyr, som madlaverne gjorde til en lækker middag. Skete det at der var et arrangement var det som en ekstragave til Navnedag - et nyt krydderi på noget i forvejen godt. Freida så ned på det stykke skindtøj hun havde mellem hænderne - hendes egen nye festdragt; det eneste der manglede at blive lavet færdigt. Hun tænkte på alt det de havde lavet, og forestillede sig hvordan fællessalen ville se ud med de nye duge, og vægtæpperne, som Ata og Kor skulle have bag efter. Og der midt i salen stod hun selv i den nye dragt og�..en af de andre sagde hendes navn og hun brød ud af den lille dagdrøm og vendte sig for at svare. Lyden af sagte stemmer trængte ud til hende gennem den solide trædør. Ata stod og trippede nervøst. Nu var øjeblikket så nært, som det kunne komme. Indenfor sad alle dem hun kendte bænket ved de store langborde, og for enden, foran fylgiernes ild, stod Gerani og foran hende igen ville Kor stå - Kor, som hun havde ventet på i hvad der føltes som en uendelighed. Om et lillebitte stykke tid ville Gerani kalde hende ind, og så ville de blive forenede for evigt og altid. Bare nu Sigryn havde husket bjergkrystalsmykket. Ata glattede sin dragt og holdt vejret for bedre at lytte efter - der kunne ikke være længe endnu. Hvordan mon der så ud nu, derinde. Hun vidste at syerne havde været i gang med alt muligt, og de have været meget hemmelighedsfulde når hun havde prøvet at spørge om hvad det var. Med �t gik døren op og hun hørte Geranis stemme: "Lad konen træde ind". Et kort øjeblik var hun helt paf men blev vækket af folkenes glædesudbrud. Hun tog et skridt frem, og så sig omkring - kendte hun virkelig så mange? Salen var proppet med mennesker, alle var de klædt i festdragter, og sikke et syn: Væggene var draperet med nye vægtæpper, der forestillede både dyr og steder, som hun kendte. Der var en sneræv, og der - hvor kendte de det fra? - var den buskede skrænt hvor hun havde mødt Kor. Ilden brændte stærkere end hun huskede den, og for enden stod han. Hestehalen var slået ud og hans kraftige mørke hår bølgede ned omkring skuldrene. Som hende var han klædt i en hvid skinddragt, men ned om ryggen hang der en kåbe lavet af skindet fra en sort bjørn - en stor sjældenhed. Hun var nået op til ham og deres øjne mødtes - åhh, endelig. Geranis stemme begyndte langsomt at fylde salen samtidig med at hun startede med at høre fylgierne. Der var så mange af dem, så mange havde aldrig kontaktet hende før, og først var det ikke til at skelne deres stemmer fra hinanden, indtil det til sidst var som om at de faldt i takt med Manerens messen. Hun så i en drømmeagtig tilstand til mens Sigryn kom med bjergkrystallen og hun hang den om Kors hals og en dreng kom til Kor og rakte ham et armbånd, som blev sat om hendes ene håndled. Et armbånd af guld, gjort af en eneste klump, som Kor havde fundet selv - hun vidste det. Ordstrømmen fortsatte mens hun så at Gerani skar i Kors højre kind. Stemmerne tog til, idet den glødende kniv blev ført til hendes eget ansigt, men hun ænsede ikke smerten. Kun en følelse fyldte nu hendes sind, følelsen af det bånd der blev knyttet mellem dem, mens runen blev skåret. Hun kunne føle hans spændthed, hans glæde og han følte hendes. Det var en vidunderlig fornemmelse, og hun ønskede at øjeblikket ville vare evigt. Pludselig opdagede hun at stemmerne var holdt inde og salen var fuldstændig tavs. Endnu engang så hun Kor i øjnene, og denne gang var det sin ægtemand hun så. Hun tog hans udstrakte hånd og knugede den til sig. Folkene brød ud i jubelråb, og hun følte Gerani smile bag sig, mens de gik ned for at tage deres plads.