Købmanden

	Købmanden Fuglene sang og dagen var endnu lys. Duften af blomster og friske blade hang stille og frisk i luften. Pludselig blev det hele ændret, en stank der vendte sig nede i maven kom væltende frem, og man var ved at brække indvoldene ud. Det var den velkendte lugt af sort folk. De forbistrede væsner der altid gør vejene usikre, man kan aldrig vide sig sikker når rejser. Købmanden sprang af hesten og smed sig ned i det nærmeste buskads, sammen med resten af hans følge, som en hver anstændig Saconer har. Jeg selv havnede i en tjørnebusk, men bevarede min skrive fjer og papir. Sortfolkene var et stykke bort, og kom heldigvis for vores liv, ikke denne vej. Jeg sneg mig lidt nærmere, selv om jeg viste, jeg ville være dødsdømt hvis de opdagede mig. Jeg fik som den eneste et kort blik af dem, og de var hæslige at se på. Savl lød ned fra deres store tænder som var større end kortsværd, og der var fråde om deres munde. De var brungrumsede i huden, og var kraftige og arret. De bar på nogle lig og havde munde på størrelse med vinduer. De var på højde med taget på et hus, og snakkede som krager og slanger. Jeg vågede mig liv endnu engang, for satte mig på hug, men de var forsvundet i skoven. Vi blev liggene en lang tid og lyttede. Tjenestefolkene var bange og hulkede, selv de stolte lejesvende krøb ned i det tætteste krat. Jeg rejste mig som den første og kaldte de andre op. Mit mod var ej svækket, selvom de skrækkelige væsner havde fået mig hjerte, til at galopere af sted som en hest på flugt. Vi besteg vores heste endnu engang og red videre. Timer gik, og tusmørket var begyndt at komme. Vi var begyndt at slå lejr og fuglene var holdt op med at synge. Tjeneste folkene lavede købmandens mad og han fik sin vin, mens en skjald spille en lystig melodi imens. Pludselig hørte vi et højt skrig, og ud af tusmørket kom et kæmpe fugle væsen flyvende. Det havde mindst 8 horn i panden, skæld og fjer dækkede dens kæmpe krop, og vingerne havde den fem af. Monsteret spyede ild ud af næbet, som havde kæmpe hug tænder. Folk flygtede og løb ind i skoven. Jeg selv blev som den eneste, selv krigerne løb skrigende bort. Det flyvende væsen satte ild til telte, brændte hele lejren af og næsten alle mine papirer - dette er min sidste side. Pludselig fløj den ned og greb den fede købmand i sit næb og slugte ham. Den grinte højt og fløj bort. Aldrig havde jeg set sådan et skrækkeligt monster og dog var jeg den modigste af alle. Jeg fik samlet de levende folk og vi satte en ny lejr. Næste dag førte jeg dem til den nærmeste by, og red selv videre på videre eventyr. Ramdahl Pel�ri - skriver, historie fortæller og lykkerider.