Ungdommens Kilde

	Mennesket har altid stræbt efter at kende hemmeligheden bag evigt liv og således er sagnet om Ungdommens Kilde sikkert affødt heraf. Mange mænd og kvinder har i tidens løb ledt efter denne kilde, men ingen ved, hvor den ligger. Dog siges det, at der faktisk engang var en mand, der fandt frem til kilden. Auron var en fattig træskærer, der drog ud for at prøve lykken. Også han havde hørt om Ungdommens Kilde og besluttede sig for at lede efter den. Hans kone Elisa var dybt ulykkelig over, at han ville tage afsted, men han lovede at vende tilbage så hurtigt som muligt. Auron havde rejst i syv år og havde stadig ikke fundet kilden, da han en dag kom til et område med tæt skovbevoksning. Ingen mand eller dyr havde sat sit ben her i mange år. Auron trak sin daggert og begyndte at skære sig igennem vildnisset. På femtedagen var han kun kommet få mil ind og han begyndte at overveje at opgive. Han havde ikke mere mad, og vildnisset bar ingen frugter eller bær. Da så han en lille sø lidt længere fremme, hvor et æbletræ voksede på en lille ø i midten. Ivrigt svømmede han ud til øen for at plukke frugterne. Lige da han skulle til at strække sig efter det første æble, fik han kigget ned på sine hænder. Så fine og glatte de var blevet! Hans hænder, der ellers var furede og arrede efter mange års arbejde, lignede nu en ung knægts. Forbløffet førte han intuitivt hænderne op til ansigtet og følte sig på hagen. Hans skæg var væk! Hans hud var lige så blød og glat, som da han var ganske ung! Auron kastede sig på knæ ved søbredden og kiggede skræmt ned på sit spejlbillede, der viste en ganske ung mand. Et øjeblik var han ganske forvirret, men så bredte et lykkeligt smil sig på hans læber. Han havde endelig fundet Ungdommens Kilde! Han følte sig frisk og fuld af energi. Således sad han lykkelig og gnaskede tilfreds på et æble midt på øen, da en tanke pludselig slog ham. Hvordan skulle han komme væk fra øen igen? Hvis han svømmede tilbage, ville han ikke nå den anden bred, før han var som spædbarn igen! Jamrende kravlede Auron igen ned og kiggede på sit spejlbillede. Han havde aldrig forestillet sig, at Ungdommens Kilde ville bringe ham så megen sorg, for hvordan skulle han nu finde tilbage til sin kone og børn igen? Auron levede nu på øen i mange år. Han drak lidt vand af søen og forblev dermed ung, og han spiste æblerne fra træet. Når heldet tilsmilede ham, landede en fugl i træet, som han så kunne fange og få lidt kød. Årtierne gled forbi, men ingen kom nogensinde forbi søen, og Auron var ganske fortabt. Da kom tørken til landet og ramte hårdere end på noget tidspunkt før. Auron lagde pludselig mærke til, at vandstanden faldt dag for dag og en morgen lå der kun få tommer vand tilbage. Auron begav sig nu den lange vej hjem. Syv år tog det før han igen stod i den landsby, han havde boet i. Mange ændringer sås, men der alligevel ingen tvivl om, at han havde fundet hjem. Smilende vandrede han hen til den hytte, hvor han havde boet og hilste på en gammel dame, der sad udenfor og strikkede. "Undskyld mig", sagde han henvendt til damen, "mit navn er Auron og jeg bor her". Den gamle dame kiggede mistænkeligt på ham og rystede på hovedet. "Der bor ingen Auron her", sagde hun og strikkede videre. "Der er måske gået lang tid siden, jeg har været hjemme, men det er stadig min hytte", vedblev Auron stædigt. "Hør unge mand", svarede den gamle, "her har ikke boet nogen Auron siden min tossede oldefar, der for 80 år siden drog ud for at finde Ungdommens Kilde!" Auron forstod pludselig, at tiden var gået langt hurtigere, end han havde forestillet sig. Han var vendt hjem til en by, hvor hans oldebørn var dobbelt så gamle, som han var, da han drog afsted. Skrigende flygtede han fra byen, og ingen har set ham siden.