Elvernes skabelseshistorie

	Af Anissi Thorndal Skabelsen Der var fire elementer. Jorden var stolt og sikker, Vandet førte glæde og lindring med sig, Vinden var smuk og syngende og Ilden var lumsk og foranderlig. Sammen dannede de verden. Op af Jorden, ud i luften spirede træer og planter, der fik liv af vandet. Ilden var det som så med, den brændte når den fik lov. Alligevel var der tomt. Der var ingen til at nyde de planter, der var så mange af. Derfor skabte Jorden væsner, der ville æde af dens planter og rovdyr, der kunne jage planteæderne. En cyklus blev dannet. Vinden skabte fugle, den kunne flyve om kap med, og Vandet skabte fisk til sig selv. Så manglede kun Ilden. I stedet for at skabe et umælende dyr, med instinkter til at styre sig, skabte Ilden noget nyt. Et væsen, der gik oprejst på to ben, og med en intelligens, der langt oversteg de andre væsners. De var mennesker. De talte sprog, opdyrkede jorden, og byggede byer. Og som om dette ikke var nok, begyndte de at bekrige hinanden. De fik sans for falske værdier, som de byttede, gav og stjal fra hinanden. De lignede deres skaber. Elementerne rasede. Vinden blæste deres byer omkuld, Jorden gav sig til at ryste og Vandet gik over sine bredder og skyllede byerne væk. Et sandt virvar var det. Men lige meget hjalp det. Så snart det var drevet over, begyndte menneskene igen at bygge byer op, og starte forfra. Vandet ville skabe et væsen, der ville leve med naturen. Sammen med Vinden gav det liv til elvere. Elverne ,der kom frem, lignede mennesker næsten på en prik. Dog var der den forskel, at de havde spidse øren. I første omgang troede de elementerne at det var mennesker igen. Det kunne de ikke bruge. Endnu engang blev væsner skabt, denne gang af Jorden og Vinden. Det blev en mellemting mellem et menneske og et dyr. Med to bukkeben og horn, og dog arme og ansigt. Fauner blev deres navn. Stolte og evige som deres skabere var de, aldrig kunne de dø, men heller ikke formere sig. Elverne var, i stærk modsætning til mennesker, begyndt at leve i overensstemmelse med naturen. Som deres skabere var de glade og lykkelige. Bekymringer var disse skabninger fri for, de levede sammen i glæde og harmoni. Jorden gav dem den gave, at den aldrig ville larme under deres fødder. Vinden lod dem være næsten så hurtig som sig selv, og vandet gav dem noget af sin rislen, der ville blive til latter og sange. Ilden gav dem sin varme, der satte sig i hjerterne som forelskelse. Faunerne havde intet at gøre. De behøvede ikke at sikre deres egen overlevelse, for intet kunne dræbe dem, kun såre dem. Nogle få begyndte at hærge og ødelægge, mens andre tilegnede sig viden om alt og alle. Men da det var gjort, manglede de igen noget. Jorden besluttede at deres opgave i livet skulle være at oplære elverne. Dele deres erfaring og visdom med hver eneste generation af dem.