Den unge mand og bunyip-ungen

	En dag var der en gruppe unge krigere, som drog ud i skoven for at jage. De var i højt humør og mens de gik, konkurrerede de om, hvem der kunne løbe hurtigst og kaste deres spyd længst. Til sidst kom de til et moseagtigt område, hvor der var flere smådamme omgivet af siv. De unge mænd besluttede sig for at fange ål, og de lavede alle fiskestænger og ledte efter orm til madding. En af dem havde i sin taske et stykke råt kød, som han havde tænkt sig at spise til middag, men i stedet skar han det i små stykker og satte på krogen. I lang tid var der ingen, der fik bid, og de var lige ved at give op, da han, som havde brugt råt kød som madding, så, at hans line forsvandt ned under vandet. Noget trak så hårdt, at det var ved at trække ham med ud i vandet. Hans venner løb ham til hjælp og i fællesskab lykkedes det dem at trække fangsten i land. Til deres skræk opdagede de, at de havde fanget en bunyip-unge! Det lille væsen hylede bedrøvet og fra den anden side af dammen lød der et brøl til svar. Bunyipmoderen dukkede frem fra sin hule og kastede sig rasende frem mod bredden. Alle de andre krigere løb rædselsslagne væk, men manden, der havde fanget bunyip-ungen tøvede et øjeblik. Han ville tage ungen med sig for at vise til sin kæreste, så han vendte sig mod moderen og kastede sit spyd for at holde hende fra livet og for af sted med ungen over skulderen. Bag sig kunne han høre en lav, brusende lyd, der voksede i styrke. Da de andre så sig tilbage, så de, at vandet i dammen langsomt hævede sig og kom nærmere imod dem. De løb alt hvad remmer og tøj kunne holde og nåede snart til deres landsby. Her klyngede kvinderne og børnene sig til hinanden af skræk, mens de iagttog oversvømmelsen, der kom nærmere. Den unge mand greb sin kæreste og ville til at klatre om i et højt træ, da han følte noget koldt røre ved sig. Til hans skræk så han, at hans fødder var blevet til hæslige, kroede kløer og hans hænder til pjuskede vingespidser. Han skreg af rædsel, men der lød kun en fugls hæse skrig. Vandet var nu nået ham til brystet og han opdagede, at han flød på vandet. Forfærdet så han sit spejlbillede - en stor, sort fugl. Alle hans venner var blevet forvandlet til svaner. Da bunyippen havde båret sin unge hjem, trak vandet sig tilbage. Den dag i dag er der ingen, der tør nærme sig det område, men nogen gange møder folk svaner, der taler med menneskestemmer.