Eventyreren der blev væk

	Med et lettelsens suk halede Enarion sig op på den lille klippeafsats, der markerede indgangen til en snæver grotte. Hans sværd skramlede mod klippesiden og han gav et sæt; den mindste lyd og sneen ville strømme ned ad bjerget og alt ville være forgæves. I ugevis havde han rejst i dette af Miani forladte land. Han havde rejst den ganske vej fra Nochburg for at komme hertil - trodset snestorme og trolde - alt sammen for at nå til dette mål. I denne grotte skulle den være - Tusmørkeklingen; en økse skåret af en eneste mørk krystal og klædt med Isfolkets hellige runer, der gjorde den lettere og hurtigere end noget andet våben. Enarion havde stået på hovedet i de gamle legender og var nået frem til at den måtte være i dette bjerg: Den Enlige Tinde, der rejste sig i ensom majestæt i en ørken af is. Med en let bæven rejste han sig igen og klemte sig ind i hulen. Han kneb sine øjne sammen for at vænne sig til det pludselige mørke og da han åbnede dem igen så han den foran sig: Tusmørkeklingen! Med sin ene hånd greb han klingen, og svingede den over sit hoved idet han udstødte et triumferende hyl. Så let den var - så fantastisk, hvert et ord var sandt, han ville blive berømt i det ganske Serconien, legender ville blive skrevet om ham. Hans jubelskrig blev afbrudt af en dyb rumlen og for sent indså han sin fejl, da snemasserne lukkede det sidste lys ude��