| | |
Dette sagn går mere end tretusinde år tilbage, måske endda længere, til dengang der i den serconske landsby Tarramor levede en ung mand ved navn Pollux. Han var søn af den vellidte smed Fargon, hvis våben alle i omegnen beundrede. Pollux arbejdede i sin faders smedje og det var ikke sjældent, at der var et rend af unge piger der. Ingen ungmø kunne stå for Pollux' muskuløse overkrop og hans blide, grønne øjne.
En dag blev Pollux sendt den lange vej til skovs af sin fader for at hente træ til essen. Solen stod højt på himlen og luften var brændende varm, så da han undervejs kom til en stor eng fyldt med blomster, besluttede han sig for at tage et hvil. Mens han lå der og lyttede til fuglenes kvidren og vindens susen i træerne, gled hans øjenlåg langsomt i og i løbet af få minutter sov han tungt. Da puslede det i blomsterkronerne omkring ham og alferne tittede frem for at se på deres fredsforstyrer. Pollux havde ved et sammentræf valgt at tage en lur på den eng, hvor alferne boede, og nu kom selveste alfedronningen frem for at straffe det menneske, der vovede at lægge sig ovenpå alfernes reder. Men da hendes blik faldt på den unge Pollux, blev hun ganske betaget. Ligesom menneskekvinderne fandt også alfedronningen Pollux uimodståelig og hun forelskede sig øjeblikkelig i ham. Hun tog straks menneskeform og gjorde sig synlig. Derefter satte hun sig ved siden af Pollux og betragtede ham i lang tid. Hun begyndte at spekulere over, hvilken farve hans øjne monstro havde, og til sidst kunne hun ikke nære sig længere og trak lidt op i øjenlåget. Øjeblikkeligt vågnede Pollux og kiggede direkte ind i de kønneste øjne, han nogensinde havde set. Han så de smukkeste stjerner glimte i alfedronningens øjne og han var fortryllet i samme øjeblik. Alfedronningen trak et stort, tyndtvævet silkeklæde hen over dem begge og de brugte resten af dagen på at lære hinanden bedre at kende...
Da alfedronningen nogle måneder senere fødte tvillinger, en pige og en dreng, var de således resultatet af kærligheden mellem et menneske og en alf og sådan blev de første elvere skabt.
|
|
| |
|
[13. maj 1999]
Folderen er på gaden.
|
|
|
|