Bernwol og børnene

	Af Martin Enghoff I tiden før Troldekrigene havde Ourron ligget hen i fred i mange år. Derfor skete det at børnene fra borgen, der var Isens Børns borg, løb i landet udenfor borgen og legede, når de havde fri. En dag hvor det havde været sådan, undrede kvinderne sig om aftenen fordi børnene ikke var kommet tilbage, som de plejede. Dette fortalte de til stammens jægere, der med det samme tog ud for at se hvor børnene blev af. Hvad de fandt var et syn, der fik selv den modigste blandt dem til at ryste af rædsel. Hvor børnene havde leget var der nu kun spor efter trolde � børnene var blevet taget bort. Fylgierne rasede i jægerne: "Mister I børnene, mister I os � find dem, find dem!". Jægerne besluttede at der ikke var tid til at tage tilbage til borgen, og da de fleste spor allerede var forsvundet i mørket og i den fygende sne delte de sig op for hurtigst muligt at kunne finde de forsvunde. En af de jægere bar navnet Bernwol. Bernwol Jernsind kaldte de ham, for havde han først taget en beslutning var han så svær at stoppe som en lavine. Selv var et af de forsvunde børn Bernwolfs og intet skulle stoppe ham i at skaffe barnet tilbage. Stemmerne fra hans forfædre var stærke og de skyndte ham fremad, deres ord fyldt med såvel frygt, som raseri � skulle børnene gå tabt ville fylgierne selv forsvinde. Snefygningen tog til og snart var der intet spor at se. Frosten bed i Bernwols knogler, men han stred sig fremad. Vinden var nu som en storm, der piskede imod ham, men han stred sig fremad. Mørket truede med at opsluge ham, men han stred sig fremad. Sulten plagede snart hans mave, men han stred sig fremad og kun en tanke fyldte hans sind � tanken om sit barn, Søva. I timevis vandrede Bernwol, og da han tilsidst ikke vidste hvor længe han havde søgt eller hvor han var, begyndte tvivlen at finde vej selv i Jernsindet. Fylgierne var nu kun svage stemmer i underbevidtsheden: "Fortsæt, fortsæt � find dem, find dem". Smerten i hans lemmer var stor, men snart mærkede han ikke længere sin krop, det eneste han vidste var at han måtte fortsætte. Frosten kom nu også til hans tanker og Bernwol Jernsind, Bernwol der aldrig tidligere havde vaklet i sin kurs, stoppede. Han stoppede for at hvile, men tog et par skridt til. Da kunne han pludselig høre en lyd, den første i lang tid, en lyd der var et barneskrig. Havde der før været tvivl var alt nu væk. Bernwol greb fast om sine bue og lagde en pil til strengen, mens han stred sig i retning af lyden. Efter få skridt så han en kreds af høje sten, der var indgangen til en hule. Jo tættere på han kom jo tydeligere var lyden af stammens børn, der skreg og samtidig steg også fylgiernes stemmer: "Ja, ja � nu, nu, nu". Bernwol trådte ind i hulen og et stykke inde så han dem � børnene; stammens fremtid, dens livsblod. Lasede og forslåede var de, men de var der og hans Søva var der også. Men de var ikke alene. Omkring dem stod tre store trolde og to mindre. Den ene havde et horn i pande og den var større end den største af smedene i stammen. Bernwols første pil gik i dens øje, og mens den faldt kom de andre imod ham. To pile mere skød han og endnu en trold faldt. Da greb han om sit spyd og kastede sig mod en med øjne på størrelse med Bernwols hænder og tænder som pilespidser. Trolden blev spiddet i samme stund en anden greb Bernwol om livet. Da spyddet stadig sad i trolden med de store øjne måtte han bruge sine hænder, og brækkede halsen på trolden, før den kunne kværke ham. Da så han at den sidste trold var på vej mod børnene, med en kølle hævet over sit hoved og Bernwol skreg. Fylgierne fyldte hans krop og han slyngede deres vrede mod trolden mens han løb imod den med intet andet end næverne som våben. Trolden så hadet der lyste i hans øjne og i det øjeblik flygtede den. Da kollapsede Bernwol, for fødderne af de han havde reddet og nu måtte de hjælpe ham. De tændte ild, varmede hans lemmer gav ham hvad mad der var og talte med ham og sad ved hans side indtil det atter blev lyst. Så rejste Bernwol sig og han førte børnene tilbage � hjem til borgen hvor kvinderne græd med de tilbagevendte jægere. Idet de så hvem der kom til borgen blev alt stille et øjeblik og derefter fór forældrene til deres børn, krammede dem og slyngede dem i luften � ikke mindst Bernwols egen mage gjorde dette. Den aften blev holdt en fest, der aldrig blev glemt og Bernwol fik skåret de mægtigste hædersruner, der ikke var brugt i mange år.